Vand kvalitet

Målet er nået - men nye metoder til måling af colibakterier giver nye udfordringer

I vandbranchen arbejder vi hele tiden på at blive bedre og mere effektive i de målinger, der skal sikre, at vi alle sammen har rent og drikkeklart vand. Og med overgangen til en ny målemetode i 2005 kan man faktisk sige, at målet på mange måder er nået. Alligevel arbejder vi støt og roligt videre. For den nye målemetode og de resultater, vi dermed kan finde frem til, betyder nemlig, at vi står over for en række helt nye spørgsmål og udfordringer. Gennem mange år har Danmark – ligesom en lang række andre lande – brugt de såkaldte coliforme bakterier som en indikator for drikkevandets kvalitet. Og det gør vi fortsat. Men med den nye målemetode har det vist sig, at prøverne i visse tilfælde pludselig viser en større forekomst af coliforme bakterier end normalt – selvom sideløbende målinger efter den gamle metode viser, at det danske drikkevand hverken er mere eller mindre forurenet end tidligere. 

Der er altså ingen grund til panik. Vi kan fortsat trygt drikke vores vand. Men vi er samtidig nødt til at forske nærmere i de resultater og muligheder, den nye metode giver. For eksempel viser nyere målinger også, at der er stor forskel på den relative mængde af fundne bakterier alt efter hvor store mængder vand, man udtager prøverne fra – og i hvilke tidsrum, man måler. 

Vi har med andre ord behov for at finde frem til et mere solidt grundlag for vores overvejelser, før vi afgør, om der eventuelt skal ske en mindre justering i grænseværdien for coliforme bakterier i drikkevandet. Og før vi beslutter, om der skal ændres på størrelsen af og tidspunktet for vandprøverne – så vi får det bedst mulige og mest repræsentative prøveresultat.

Det grundlag arbejder vi i vandbranchen ihærdigt på at sikre, og vi er som sagt allerede godt på vej. Og efterhånden som vi når flere og nye resultater, kan du naturligvis læse mere her på hjemmesiden.