Skip til hoved indholdet Min side Min side

Vedtægter for Ølgod Vandværk a.m.b.a.

Ved eventuelle afvigelser mellem denne version og den i PDF-udgaven er det PDF-udgaven der er gældende.

§ 1 Navn og hjemsted

1.1 Vandværkets navn er Ølgod Vandværk Amba.
1.2 Ølgod Vandværk Amba er et selvstændigt andelsselskab med begrænset ansvar.
1.3 Ølgod Vandværk Amba har hjemsted i Varde Kommune.

§ 2 Formål og forsyningsområde

2.1 Ølgod Vandværks formål er at producere og levere vand af høj sundheds- og miljømæssig kvalitet, som tager hensyn til forsyningssikkerhed og naturen og drives på en effektiv måde, der er gennemsigtig for forbrugerne.
2.2 Vandværket kan deltage i andre fællesskaber i forbindelse med opfyldelse af ovennævnte formål.
2.3 Vandværket kan forestå tekniske og administrative opgaver for andre forsyningsvirksomheder.
2.4 Ølgod Vandværk Amba indgår i et driftsfællesskab med Ølgod Fjernvarmeselskab Amba.
2.5 Ølgod Vandværks forsyningsområde fastsættes ved forhandling mellem Varde Kommune og Vandværkets bestyrelse.

§ 3 Andelshavere / vandforbrugere

3.1 Som andelshaver kan optages en fysisk eller juridisk person, såfremt denne er:

  1. Ejer af en særskilt matrikuleret ejendom med selvstændig måler ejet af Vandværket.
  2. Ejer af en ejerlejlighed/andelsbolig med selvstændig måler ejet af Vandværket.
  3. Ejer af bygning på lejet grund med selvstændig måler ejet af Vandværket.
  4. En ejerlejlighedsforening / andelsboligforening eller boligselskab, der som fælles facilitet har den selvstændige direkte tilslutning til vandværkets ledningsnet med hovedmåler ejet af Vandværket.

3.2 Enhver, der opfylder de i 3.1 anførte betingelser, og hvis ejendom ligger indenfor forsyningsområdet, er berettiget til at blive optaget som andelshaver.
3.3 Levering kan endvidere ske til vandforbrugere, dvs. enhver, der via en andelshaver forsynes med vand. Dette kan for eksempel være det enkelte medlem af en andelsboligforening eller ejerlejlighedsforening, lejere i vandforsynede ejendomme, forpagtere
etc.
3.4 Levering til vandforbrugere sker på leveringsvilkår, der svarer til de vilkår, der gælder for andelshavere.
3.5 Andelshavere og vandforbrugere skal respektere Vandværkets gældende vedtægter samt de øvrige udleverede vilkår for levering af vand, der måtte være gældende for Vandværket herunder f.eks. tarifblade og den af Varde kommune udarbejdede Regulativ.
3.6 Når særlige forhold gør sig gældende, kan bestyrelsen indgå særaftaler om tilslutning og vandforsyning.

§ 4 Andelshavernes hæftelse og økonomiske ansvar

4.1 Vandværket har ingen andelskapital.
4.2 I forhold til tredjemand hæfter andelshaverne ikke personligt for Vandværkets forpligtelser.
4.3 Der udstedes ikke andelsbeviser.

§ 5 Udtrædelsesvilkår

5.1 Udtræden af Vandværket kan ske ved grundens ophør som selvstændigt matrikelnummer, eller hvis ejendommen overføres til andet forsyningsområde.
5.2 Såfremt en grund ophører som selvstændigt matrikelnummer, afbrydes stikledningen fra forsyningsledningen, og andelshaveren udtræder af Vandværket.
På udtrædelsestidspunktet forpligter andelshaveren sig til at betale:
1. Bidrag i henhold til årsopgørelse.
2. Eventuelt skyldige bidrag.
3. Et beløb til dækning af udgifter ved afbrydelse af stikledningen ved fordelingsledningen, nedtagning af måler og andet tilhørende Vandværket.
4. Vandværkets omkostninger ved eventuel fjernelse af de af vandværket tilhørende ledninger på den udtrædendes ejendom i det omfang sådanne ledninger alene vedrører den udtrædendes vandforsyning.

5.3 Ved udtræden kan der ikke udbetales eller udloddes andel i Vandværkets formue, ligesom eventuelle omkostninger afholdes af andelshaveren.
5.4 Hvis leveringsforholdet ophører, har Vandværket efter nærmere aftale ret til at lade ledningsnettet blive liggende og har fortsat adgang til drift, eftersyn og reparation af dette. Såfremt ledningsnettets forbliven medfører væsentlige og omfattende hindringer for grundens udnyttelse, og der derfor ikke kan opnås aftale, kan Vandværket anvende ekspropriationsreglerne i forsyningslovene.

§ 6 Generalforsamling

6.1 Generalforsamlingen er Vandværkets øverste myndighed.
6.2 Ordinær generalforsamling afholdes hvert år senest 9 måneder efter regnskabsårets afslutning.
6.3 Generalforsamlingen afholdes fælles med Ølgod Fjernvarmeselskab, dog således at alene vandforbrugere kun kan afgive stemme vedrørende vandforhold og alene varmeforbrugere kun kan afgive stemme vedrørende varmeforhold.
6.4 Indkaldelse til generalforsamling skal foretages tidligst fire uger og senest to uger før generalforsamlingen ved annonce i mindst et lokalt blad efter bestyrelsens skøn og med angivelse af dagsorden.
6.5 Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde:

  1. Valg af dirigent.
  2. Bestyrelsens beretning.
  3. Godkendelse af årsrapport.
  4. Budget til orientering.
  5. Investeringsplan til orientering.
  6. Forslag fra bestyrelsen.
  7. Indkomne forslag.
  8. Valg af bestyrelsesmedlemmer.
  9. Valg af suppleanter.
  10. Valg af revisor.
  11. Eventuelt.

6.6 På generalforsamlinger har hver andelshaver, dennes ægtefælle eller tinglyst medejer én stemme for hver ejendom, herunder ejerlejlighed, der opfylder betingelserne i § 3 stk. 1. nr. 1-4. For udlejningsejendomme, andelsboligforeninger, ejerlejlighedsforeninger og boligselskaber udøves stemmeretten af andelshaveren.
6.7 Stemmeret kan udøves ved skriftlig fuldmagt, men ingen kan afgive mere end én stemme yderligere ved fuldmagt.
Ingen andelshaver kan dog afgive mere end 2 stemmer.
6.8 Det er en forudsætning for stemmeudøvelse, at andelshaveren otte dage før generalforsamlingen ikke er i restance med noget beløb, som Vandværket med rette har overgivet retslig inkasso, og der ikke er begrundet tvivl om Vandværkets krav på betaling.
6.9 Afgørelser træffes ved simpel stemmeflerhed uden hensyn til de mødtes antal.
6.10 Ved vedtægtsændringer kræves, at mindst halvdelen af vandværkets andelshavere er repræsenteret på generalforsamlingen. Desuden skal beslutningen vedtages med mindst ⅔ af de afgivne stemmer, fra de andelshavere der er repræsenteret på generalforsamlingen. Er mindre end halvdelen af andelshaverne repræsenteret på generalforsamlingen, og forslaget er vedtaget af ⅔ af de repræsenterede andelshavere, indkalder bestyrelsen inden 14 dage til en ny generalforsamling. Denne generalforsamling skal afholdes senest 4 uger efter datoen for første generalforsamling og forslag om vedtægtsændring kan da vedtages alene med simpel stemmeflerhed af de fremmødte andelshavere på, uden hensyn til det repræsenterede antal andelshavere.
6.11 Selskabernes bestyrelse er bemyndiget til at foretage sådanne ændringer i vandværkets vedtægter, som er nødvendige på grund af offentlige myndigheders krav, uden at reglerne for vedtægtsændringer skal følges. Bestyrelsen skal på førstkommende generalforsamling redegøre for sådanne ændringer.
6.12 Forslag, der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være bestyrelsen i hænde senest 10 dage før generalforsamlingen. Bestyrelsen er forpligtet til at undersøge om fremkomne forslag er i overensstemmelse med gældende lovgivning.
6.13 Den reviderede årsrapport, fuldstændig dagsorden samt eventuelle forslag skal være fremlagt på selskabets kontor senest 8 dage før generalforsamlingen.
6.14 Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, når bestyrelsen mener det er nødvendigt, eller når mindst 33% af andelshaverne skriftligt fremsætter ønske om det, ledsaget af de forslag, der ønskes behandlet. Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes inden fire uger efter modtagelsen af skriftligt ønske om afholdelsen.
6.15 Over forhandlingerne på generalforsamlingen skal der føres en protokol, der underskrives af dirigenten. Alle beslutninger skal indføres i Vandværkets beslutningsprotokol.

§ 7 Bestyrelsen

7.1 Selskabernes fælles bestyrelse består af 7 medlemmer, hvoraf mindst 6 skal være andelshavere. 4 medlemmer vælges blandt forbrugere, som er andelshavere i begge selskaber. 1 medlem kan vælges blandt alene varmeaftagere og 2 medlemmer kan vælges
blandt alene andelshavere i Vandværket.

Bestyrelsesmedlemmerne vælges for 2 år ad gangen, men kan genvælges. I ulige år
afgår 3 bestyrelsesmedlemmer. I lige år afgår 4 bestyrelsesmedlemmer.
7.2 På hver generalforsamling vælges 2 suppleanter for 1 år ad gangen. Ved et bestyrelsesmedlems udtræden af bestyrelsen i valgperioden, f.eks. hvis et bestyrelsesmedlem mister sin valgbarhed, indtræder suppleanten i bestyrelsen i stedet for det afgående medlem, indtil førstkommende ordinære generalforsamling uanset bestemmelsen i § 7.1. genvalg kan finde sted. Suppleanterne indtræder i den rækkefølge, i hvilken de er valgt.
7.3 Enhver andelshaver, som har stemmeret, og enhver person, som er tilknyttet selskaber, institutioner eller lignende, som er andelshavere og har stemmeret, er valgbar som generalforsamlingsvalgt bestyrelsesmedlem og suppleant.
7.4 Bestyrelsen afgør endeligt eventuelle tvivlsspørgsmål om valgbarhed.

§ 8 Vandværkets ledelse

8.1 Bestyrelsen har den overordnede ledelse af Vandværket og alle deres anliggender. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsen konstituerer sig selv.
8.2 Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når over halvdelen af dens medlemmer er repræsenteret. Bestyrelsens beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal.
8.3 Referat fra bestyrelsesmøder indføres i Vandværkets protokol, der føres som en beslutningsprotokol.
8.4 Vandværket tegnes af den samlede bestyrelsen.
8.5 Bestyrelsen kan meddele prokura, enkel eller kollektiv.
8.6 Bestyrelsen antager og afskediger den daglige leder.
8.7 Bestyrelsen fastsætter tarifferne.
8.8 Bestyrelsen har bemyndigelse til i Vandværkets navn at optage lån, købe, sælge og pantsætte fast ejendom samt foretage enhver anden forretning og disposition vedrørende selskabet.
8.9 Bestyrelsen kan nedsætte et forretningsudvalg blandt bestyrelsen, som fungerer i henhold til en forretningsorden. Bestyrelsen kan hermed uddelegere nogle af sine beføjelser til forretningsudvalget.

§ 9 Regnskab og revision

9.1 Vandværkets regnskabsår løber fra 01.01 til 31.12. Årsrapporten opgøres under hensyntagen til lovgivningens bestemmelser og god regnskabsskik.
9.2 Årsrapporten revideres af en af generalforsamlingen valgt statsautoriseret eller registreret revisor.

§ 10 Vandværkets opløsning

10.1 Beslutning om vandværkets opløsning kan kun vedtages af generalforsamlingen efter reglerne om vedtægtsændringer og i øvrigt i henhold til den til enhver tid gældende lovgivning.
10.2 Opløsning kan kun besluttes, hvis der ikke sker indskrænkninger i forsyningsmulighederne, f.eks. ved fusion med et andet vandværk.
10.3 Eventuelt overskud ved opløsningen kan ikke udloddes til andelshaverne, men kan overføres til et andet selskab som overtager forsyningen eller andre vandforsyningsformål indenfor det eksisterende forsyningsområde.

§ 11 Ikrafttræden

11.1 Således vedtaget på generalforsamlingen d. 14. marts 2012. Alle tidligere vedtægter er hermed ude af kraft, idet nærværende vedtægter er trådt i kraft ved generalforsamlingens vedtagelse og erstatter vedtægterne af 13. september 2000.

Driftsstatus

Industrivej 9

6870 Ølgod

otv@otv-olgod.dk

Telefon: 7524 4188

Vagt tlf.: 7524 4188 (Døgnvagt)

Ølgod Fjernvarmeselskab a.m.b.a
CVR: 35747028
Bank: 7703 1121460
GLN: 5790002193484

Ølgod Vandværk a.m.b.a
CVR: 20264454
Bank: 7703 1127657
GLN: 5790002193798

Åbningstider
Mandag - torsdag 9.00 - 16.00
Fredag 9.00 - 12.00

Links